Hvad er hydraulik?
Det spørgsmål får vi faktisk ofte. Her forsøger vi at give og vise et lavpraktisk svar, hvor alle kan være med. Vi anbefaler at se denne YouTube-video. Videoen herunder giver også en god intro.
Hvis man slår ’hydraulik’ op på Wikipedia vil man kunne læse, at det er defineret sådan her:
"Hydraulik er en lære under fluidmekanikken, der primært beskæftiger sig med den tekniske anvendelse – overførsel af energi ved hjælp af væske gennem rør eller andre legemer”
Helt lavpraktisk betyder den sætning, at i alle situationer, hvor noget tungt skal løftes eller flyttes, så spiller hydraulik en helt essentiel rolle. Hydraulik kendes oftest på den egenskab, at det f. eks. sætter en cylinder i bevægelse eller får en motor til at dreje.
Hvad bruges hydraulik?
Vi anbefaler at se denne YouTube-video, som kun kan afspilles på Youtube.
Hydraulik er en vigtig del af mange slags maskiner. Skal en maskine lave en bevægelse, f.eks. presse, trykke, løfte, sænke, trække eller dreje, er hydraulik ofte svaret på, hvad der får f.eks. en pap-presser, en lastbil med tippelad, en traktor eller en kran til at virke, som vi forventer.
Hydraulik bruges også i bremsesystemer, og ikke kun når vi snakker biler. Mountainbikes i den dyre prisklasse, bruger også hydrauliske bremser i stedet for de bremsekabler, man kender fra almindelige cykler.
Hvordan fungerer hydraulik?
Hydraulik – som får maskiner til at hæve, sænke, dreje og bevæge sig - fungerer i praksis via væsketryk og bevægelser i rør. Den form for tryk kræver en hydraulik pumpe som drives af en motor. Motoren gør, at pumpen kan suge olie fra maskinens oliebeholder. Derved genererer hydraulikpumpen det, der hedder olietryk, som via faste rør eller robuste hydraulikslanger ledes til styreventilerne, og videre til f.eks. hydraulikcylinderen eller hydraulikmotoren, der skal lave løftet eller rotationen.
Resultatet af olietrykket i cylinderen er en enorm løfte-, presse- og trækkraft på adskillige tons. De mindste hydrauliske systemer er bygget til at løfte, sænke eller bevæge ét ton. Det svarer til en lille personbil.
De største og tungeste hydraulikløsninger, vi har udviklet, har en løftekapacitet på 3-400 tons. Men i praksis er der ikke noget i vejen for at bygge en løsning, der kan hæve eller sænke 7-800 tons eller mere. Det er bl.a. et spørgsmål om dimensionen på cylinderen.