Fra elev til indkøber
på rekordtid
Fra elev til indkøber på rekordtid
Den 23. juni 2026 fik Pernille udleveret uddannelsesbeviset for sin kontoruddannelse med speciale i administration fra Mercantec i Viborg. Det var den officielle kulmination på to års elevtid hos HydraComp – eller det var det så overhovedet ikke. For det er nemlig kun ca. halvandet år siden, Pernille første gang trådte ind ad døren hos HydraComp i Skive.
Og hvorfor kunne hun så gennemføre uddannelsen på rekordtid? “Det er, fordi jeg er sej!” Ja, det var faktisk svaret, hun gav. Og godt nok er den officielle forklaring, at hun har kunnet bruge relevant erfaring fra tidligere arbejde – men hun ER faktisk sej. Det er også forklaringen på, at Pernille har haft succes med sin elevperiode. Hun har fra dag ét været utroligt nysgerrig og meget åben for opgaver, som de fleste af hendes kolleger ville løbe skrigende væk fra. Alt fra planlægning af events til rollen som skuespiller i diverse reklamevideoer for firmaet – intet har kunnet skræmme hende.
Nu står hun så med et uddannelsesbevis og en fagprøve, der kastede et rent 12-tal af sig – og hun kan nu kalde sig fuldblodsindkøber. Fremtiden, ja, den står tilbage at blive skrevet, men for nu er vi bare taknemmelige for, at Pernille har takket ja til fortsat at være en del af HydraComp – og bidrage med sit smil, gode humør, skarpe hjerne og ikke mindst være en inspiration for resten af teamet.