+45 96 69 40 80
Man-tors: 7:00 - 16:00 Fredag: 7:00 - 14:00
[email protected]

Nyheder

Hydra-Comp får ny direktør og salgschef
Nyheder

Hydra-Comp får ny direktør og salgschef

mandag den 4. januar 2021

Det sker som om del af en langsigtet strategisk plan, der skal være med til at videreudvikle virksomheden.

Fra én person i en garage til 35 ansatte

Siden Hydra-Comp A/S startede i Jørgen Jacobsen’s garage tilbage i 2001, er der sket rigtig, rigtig meget. Vi er vokset ud af flere produktionsfaciliteter, og de seneste par år alene, har bl.a. budt på en fusion med vores mangeårige samarbejdspartner, Hydropac, og en overtagelse af alle Caverion’s hydraulikaktiviteter.

Det går godt i Hydra-Comp – og det skal det blive ved med mange år endnu. Det kræver yngre kræfter på centrale poster i virksomheden, og vi er i den heldige situation, at det er lykkes at finde dem i organisationen, hvor to af vore egne ledende medarbejdere har takket ja til at være en stor del af den nye ledelse.

 

 

Jørgen: 'Hydra-Comp kommer til at udvikle sig positivt'

Direktør og medejer, Jørgen Jacobsen, har valgt at træde tilbage fra direktørposten for at kunne dedikere sin tid til salg, kundekontakt og fortsat agere det kendte ansigt udadtil i virksomhedens marketing-indsats.

Direktørposten overtages pr. 1. januar 2021 af nuværende regnskabschef, Rasmus Jacobsen, der dermed kommer til at arbejde på fuldtid hos Hydra-Comp. 

Jørgen Jacobsen erkender, at det er en underlig fornemmelse at skulle overlade roret til en ny direktør – en plads, der har været hans i næsten 20 år. Han udtaler:

”Det er selvfølgelig en smule vemodigt at måtte sande, at det kun er mennesker, der bliver ældre. Men med dette generationsskifte er jeg sikker på, at Hydra-Comp bevæger sig styrket ind i det nye årti. De nye medarbejdere på posterne har i den grad kompetencerne til at drive Hydra-Comp sikkert fremad, og de får også rig mulighed for at trække på de erfaringer, som Claus og jeg har gjort os gennem årene. Jeg er ikke i tvivl om, at Hydra-Comp kommer til at udvikle sig positivt under deres ledelse.”

 

Mere tid til at tage sig af kunderne

Jørgen Jacobsen ser også frem til at få mere tid til kunderne, og understreger, at han bliver i virksomhedens bestyrelse i mange år endnu:

”Jeg har længe savnet at kunne have fuld fokus på salg og kundeservice. Det får jeg muligheden for nu, så selvom jeg ikke længere skal være direktør, kommer jeg stadig til at være synlig i virksomheden. Derudover overtager jeg samtidig formandsposten i bestyrelsen – og jeg kommer til at være her et godt stykke tid endnu.”

Vores nye direktør, Rasmus Jacobsen, ser frem til de mange nye opgaver, som han fremover kommer til at varetage i Hydra-Comp:

”Jeg har haft det overordnede ansvar for økonomi og regnskab i Hydra-Comp i flere år. Så selvom det ikke er meget, jeg ved om hydraulik, så kender jeg alle hjørner af den drift, der har bragt os til, hvor vi er i dag. Jeg ser meget frem til at kunne udvikle virksomheden videre, sammen med alle de dygtige kolleger og gode kræfter, der er her i huset.”

Han fortsætter:

”Jørgen har de sidste 20 år opbygget Hydra-Comp til den virksomhed, som vi kender i dag, hvilket fortjener stor, stor anerkendelse. Så da Jørgen opfordrede mig til at overtage direktørposten efter ham, var det med stor respekt for opgaven, at jeg takkede ja til ansvaret.”

 

Ny salgschef fra det gamle Hydropac

Samtidig har Claus Lanner også valgt at træde tilbage fra stillingen som salgschef, og vil fremover være at finde i Hydra-Comp som Senior Salgstekniker. Claus’ stilling overtages af tidligere direktør hos Hydropac siden 2009, Jesper Frederiksen, som blev medejer af Hydra-Comp i forbindelse med fusionen med Hydropac i 2019:

”Jeg ser meget frem til denne udfordring, og jeg er sikker på at Hydra-Comp går en god fremtid i møde. Vi kommer til at arbejde strategisk med virksomhedens muligheder, og på hvordan vi kan servicere vores kunder bedst muligt i de kommende år.”

 


WEBSHOP

9.000 komponenter 
til hydraulik lige ved hånden

Har du brug for hjælp til at oprette en konto på webshoppen? Som erhvervskunde kan vi yde den bedste service, hvis du opretter en konto på webshoppen.