+45 96 69 40 80
Man-tors: 7:00 - 16:00 Fredag: 7:00 - 14:00
[email protected]

Nyheder

Forlæng levetiden på din hydraulik cylinder med ledlejer
Artikler

Forlæng levetiden på din hydraulik cylinder med ledlejer

onsdag den 20. januar 2021

I den bedste mening, kan det virke som en god idé at vælge f.eks. fastøjer, gafler, flanger eller vippebeslag til befæstelse af en hydraulik cylinder, og sommetider er det også et holdbart alternativ. Men i mange tilfælde er du bedre tjent med at bruge ledlejer i begge ender, fordi cylinderens levetid bliver væsentlig forlænget.

I denne artikel forklarer senior salgstekniker, Jørgen Jacobsen, hvordan og hvorfor.

Mange gange længere levetid – og læg dertil sparede udgifter til reparation, vedligeholdelse og nye dele.

Sidst men ikke mindst er der besparelsen i forbindelse med driftstop.

Vi møder mange begrundelser for at bruge f.eks. fastøjer eller gafler til befæstelse af hydraulik cylindre. Ofte handler det om pladsforhold, og for mange er prisen også en væsentlig faktor.

Ifølge Jørgen Jacobsen giver det dog grobund for en række problemer at tro, at det ikke gør nogen forskel, om man bruger faste monteringer eller ledlejer på sin hydraulik cylinder:

 

"Cylinderens levetid bliver nærmest tyvedoblet, hvis den kan arbejde fuldstændig, som den er udviklet til. Begynder man at sætte fastøjer, gafler, flanger eller vippebeslag osv. ind, så kan den kun arbejde frit i én retning. Men alle sidekræfter bliver stadig optaget af cylinderen, og det resulterer i, at de indvendige pakninger og føringer i cylinderen bliver slidt op meget hurtigere.”

Jørgen Jacobsen, grundlægger, Hydra-Comp A/S

 

For kunden kommer det til at betyde, at levetiden på cylinderen bliver væsentligt forkortet, og der bliver behov for tilbagevendende reparationer og løbende vedligehold.

Hvis man vil bruge fastøjer og gafler, er anbefalingen fra Hydra-Comp klar:

 

”Hvis maskinkonstruktionen er fuldstændig lige bygget op, har man større valgfrihed, og kan bruge både gafler og fastøjer. Men hvis den ikke er lige, og bliver påvirket af nogle kræfter udefra, så går det galt før eller siden. Det er i den situation, at kunden er bedre tjent med at bruge ledlejer.”

 

INGEN VINDER NÅR SKADEN ER SKET

Står kunden med en hydraulik cylinder med fastøjer, som er blevet brugt forkert, så er der ingen, der vinder på det – heller ikke Hydra-Comp. Selvom vi godt kan reparere på cylinderen, så ville alle parter vinde mere på, at cylinderen bliver rigtigt udviklet fra starten.

Derfor håber Jørgen Jacobsen, at kunderne vil se på den lange bane. når de skal ha’ udviklet hydraulik cylindre i fremtiden.

 

"Vi ser denne uheldige prioritering tit, og mange gange er det fordi kunderne tror, de sparer penge ved at vælge fastøjer. På den lange bane ender det med at blive en stor ulempe, især for kunden, men også for os. Hvis kunden vælger fastøjer, skal vi sikre, at cylinderen er fuldstændig vinkelret ift. fastøjet. Det er praktisk talt en umulig opgave, fordi den skal svejses på. Det betyder, at cylinderen skal bearbejdes yderligere, hvor vi skal bore ud efter svejsningen, for at sikre den rette vinkel – og der holder fastøjet op med at være en billig løsning.”

Jørgen Jacobsen, grundlægger, Hydra-Comp A/S

 

Derfor er ledlejet i stort set alle scenarier en billigere og lettere løsning på den lange bane, både for os og for kunden, selvom den koster mere end et fastøje. Den ekstra udgift tjener sig hjem mange gange i forlænget levetid og lavere vedligeholdelsesomkostninger.

 

RÅDGIVNING GIVER BEDRE RESULTATER

Jørgen Jacobsen appellerer til, at man under alle omstændigheder søger rådgivning, når man skal ha’ udviklet en hydraulik cylinder:

"Vi har mange dygtige kunder, som har et godt teknisk kendskab, og har en meget god idé om, hvad de har brug for. Men vi kan også se sort-på-hvidt, at når kunderne samtidig søger rådgivning hos os, får de en løsning, der er bedre end det, de selv havde forestillet sig. Så det gør en forskel, både for os, og for kunderne, når de søger rådgivning hos os. Det er nemlig der, vi kan forudse nogle risici ved kundens oprindelige idé, og hjælpe dem med at styre udenom det. Det vinder alle på.”

Jørgen Jacobsen, grundlægger, Hydra-Comp A/S

 

OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL TIL DENNE ARTIKEL

Hvorfor sidder ledlejerne altid i center? Kan de ikke forskydes for at opnå bevægelsesfrihed?

Hvis du forskyder montagen af ledlejerne, flytter du kræfterne væk fra den lineære vandring, dvs. at du begynder at slide på føringerne indvendig i cylinderen. Det er netop det vi helst vil undgå. Hvis du vil opnå maksimal levetid på en cylinder, skal cylinderen være monteret med sfæriske ledlejer i begge ender ( som kan arbejde hel frit) for at slide så lidt som muligt på føringer og pakninger. 

Hvis den modsatte ende af cylinderen er fastlåst, kan den frie drejning af stempelstang og ledøje så give en vandring, der kan optage evt. kræfter fra den 'belastning' som det, der har fat i ledøjet, kommer med?

Alle tværkræfter der påvirker en hydraulik cylinder giver reduceret levetid, men det er ikke altid mulig at lave en konstruktion, hvor cylinderen får lov til at vandre som den helst vil. Man kan selvfølgelig forstærke og forbedre føringerne inde i cylinderen. Men det ændrer ikke på at levetiden reduceres. Undgå så vidt muligt at benytte en cylinder som føring, og benyt kun cylinderen som en tryk / træk enhed. Alle skæve kræfter bør altid optages af maskin konstruktionen. 

 

Sådan får du den bedste hydraulik slange

Tirsdag 3. nov 2020

Har du problemer med hydraulikslanger, der må udskiftes tidligere end forventet? Læs her, hvordan du får den rigtige hydraulik slange

Læs artiklen


WEBSHOP

9.000 komponenter 
til hydraulik lige ved hånden

Har du brug for hjælp til at oprette en konto på webshoppen? Som erhvervskunde kan vi yde den bedste service, hvis du opretter en konto på webshoppen.